Her er mit svar, når en mand skriver: »Jeg har voldtaget min kæreste«
Af Ditte Brorson, psykolog og medstifter af Institut Mod Vold
Når jeg taler med mennesker, der udøver vold over for deres partner, skal jeg høre på beskrivelser af, hvordan de har rusket, slået eller ydmyget deres partner. Jeg kunne vælge at fokusere på, hvor forkastelig denne opførsel er. Men jeg kan også vælge at fokusere på, hvor modigt det er, at de tør fortælle det. Og hvordan dette mod er et tegn på, at de virkelig inderligt ønsker at slippe volden.
Ditte Brorson, psykolog og medstifter af Institut Mod Vold
»Jeg har voldtaget min kæreste.«
»Jeg blev så vred forleden, at jeg endte med at tage kvælertag på min kæreste.«
»Jeg er meget jaloux og truende, og det er som om, jeg har et sygeligt behov for at kontrollere min kæreste.«
Disse ovenstående udtalelser, har jeg hørt mange gange i forbindelse med terapiforløb for mennesker, der udøver vold. Fælles for de mennesker, jeg taler med, som har voldsproblemer, er en helt utrolig stor ærlighed, et erkendt ansvar for volden og et stort ønske om at slippe de voldelige handlemønstre, så der ikke sker yderligere skade på partneren og eventuelle børn.
Den gode nyhed er, at rigtig mange mennesker, som har problemer med at være voldelige over for deres partner, rent faktisk selv opsøger hjælp og er meget motiverede for at arbejde med deres problemer. Og disse mennesker kan rent faktisk hjælpes til at slippe volden gennem specialiseret rådgivning og terapi.
Den dårlige nyhed er, at der i Danmark nærmest ikke findes specialiseret gratis hjælp til mennesker, der er voldelige over for deres nærmeste, uden lange ventelister. Hvis du ønsker gratis specialiseret hjælp, kan ventetiden løbe helt op på over et år nogle stedet i landet. Et års ventetid!
I den ventetid kan volden så fortsætte derhjemme, og de børn, der er i hjemmet, kan leve videre i et hjem, hvor de oplever og lever med vold.
Hvis en familie, hvor en forælder er voldelig, søger hjælp i kommunen, er det langt fra en selvfølgelighed, at de kommunalt ansatte har særlig viden om vold og behandling heraf.
Og på samme måde, som et alkohol- eller stofmisbrug kræver specialiseret behandling, gælder det samme med voldsproblemer.
Pilen skal vendes
»… Det nedbringer desværre ikke partnervold mod kvinder alene at poste penge i hjælpetiltag målrettet offeret.«
Sådan skriver Dansk kvindesamfund i deres debatindlæg omkring kønsbaseret vold i Berlingske 8. marts.
Jeg er helt enig i deres pointe om, at vi ikke nedbringer omfanget af partnervold ved at give hjælp til dem, som er udsat for volden. Lad mig skære den pointe helt ud i pap.
Hvis vi i stedet for vold i parforholdet et øjeblik kigger på vold i nattelivet og stiller følgende spørgsmål: Kan man nedbringe omfanget af vold i nattelivet ved at tilbyde terapi og rådgivning til den person, der har fået en flaske i hovedet? Nej, det kan man ikke.
Kan man nedbringe omfanget af vold i parforholdet ved at tilbyde terapi og rådgivning til den person, som har fået taget kvælertag på sig? Nej, det kan man heller ikke.
Selvfølgelig er det meget vigtigt, at tilbyde hjælp til den person som er blevet udsat for volden, så oplevelserne ikke sætter sig som traumer, men det er ikke den måde, vi nedbringer omfanget af volden på.
Hvis vi reelt skal nedbringe omfanget af vold mod kærester og ægtefæller, skal pilen vendes mod den person, der udøver volden, og ikke mod den, som er udsat for volden. I stedet for at stille spørgsmålet, »hvorfor går den udsatte ikke bare?”, er det langt mere interessant at spørge, »hvorfor går udøveren ikke bare?«
De fleste, der udøver vold, ved godt, at de gør skade på deres familie. Hvorfor går de ikke bare? Og på den måde får stoppet volden og passet på deres partner og børn.
Når vi går ud i verden og siger, at vi gerne vil nedbringe partnervold, og at der derfor skal være flere krisecenterpladser og bedre hjælp til ofrene, vendes ansvaret for handling over på den person, som er blevet udsat for volden. Det er offeret, der skal handle ansvarligt, det er offeret, der skal passe på sine børn, det er offeret, der skal lære at sige fra over for vold.
I denne form for retorik sker der ofte det, at personen, der udøver volden, helt forsvinder.
Vi siger sjældent: »Kim slår Hanne – så Kim skal have noget hjælp«. Vi siger oftere: »Hanne har været udsat for vold – så Hanne skal have noget hjælp«.
Når vi taler om, at vold skal nedbringes ved hjælp til ofrene, sker der udover en ansvarsforskydning også en devaluering af personen, som udøver volden. Som om vi har givet op på forhånd. De der voldspsykopater er lost cases, de kan alligevel aldrig forandre sig, de er ikke værd at bruge energi på, de er jo ødelagte, forstyrrede mennesker.
»De fleste mennesker, der udøver vold er bange for fordømmelsen.«
Når personer, der udøver vold, henvender sig til mig for hjælp, har de ofte ovenstående blik på sig selv. »Jeg er jo et fucked up menneske, der er noget helt galt inde i min personlighed«, »jeg er bange for, at jeg er psykopat, at jeg aldrig kan ændre mig«, »jeg er et ligegyldigt menneske, et ondt menneske, som bare fortjener at dø«, »jeg har givet op, jeg tror aldrig, jeg kan ændre mig«. Og denne opgivelse bliver ikke bedre af, at vi som samfund også på forhånd har opgivet dem. Opgivet troen på at de kan ændre sig, at de kan blive bedre mennesker, at de kan slippe volden. Det er ærgerligt.
Hvis vi som samfund var bedre til at stille disse personer til ansvar for deres handlinger, til ansvar for volden og give dem hurtig specialiseret hjælp, ville det også være et udtryk for, at vi som samfund mener, de er noget værd, de er værd at kæmpe for, og med en sådan vending ville alle vinde.
Fordømmelsens bagside
Udover at der er for lidt hurtig hjælp at hente til personen, der udøver vold, og udover at personen med voldsproblemet bliver »opgivet på forhånd« af samfundet, sker der også det i vores samfund, at mennesker, der udøver vold mod deres nærmeste, bliver fordømt og udskammet på det hårdeste.
Jeg synes på mange måder, at udskamningen er helt på sin plads. Udskamning er en social kontrol mekanisme, vi bruger som samfund til at inkludere nogle former for opførsel og ekskludere andre former for opførsel. Og vold mod sin nærmeste er jo en opførsel, der er uacceptabel, og som det giver mening at sende et tydeligt signal om, at vi ikke vil have i vores samfund. Men bagsiden af udskamningen er, at volden får lov at leve i det skjulte. De fleste mennesker, der udøver vold, er bange for fordømmelsen. Det betyder, at de bruger mange kræfter på at holde volden hemmelig, de dækker over den, lyver om den og gemmer den væk bag hjemmets fire vægge.
Og derved bliver det sværere at bekæmpe volden. Fordi den ikke findes. Fordi ingen vil stå frem og afsløre, at den findes, med den dertilhørende fordømmelse fra både nære omgivelser og fra samfundet.
Når jeg taler med mennesker, der udøver vold over for deres partner, skal jeg høre på beskrivelser af, hvordan de har rusket, slået eller ydmyget deres partner. Jeg kunne vælge at fokusere på, hvor forkastelig denne opførsel er. Men jeg kan også vælge at fokusere på, hvor modigt det er, at de tør fortælle det. Og hvordan dette mod er et tegn på, at de virkelig inderligt ønsker at slippe volden. De ønsker det i så stor grad, at de lufter deres allermest beskidte vasketøj for mig, og i den ærlighed risikerer de at møde fordømmelsen. Men de gør det alligevel. Det, synes jeg, er stærkt gjort, og åbenheden fortjener min respekt.
Jeg hører ofte fra klienterne, at det at blive mødt med respekt og tro på deres evner til forandring, det er netop det, som gør, at de kan kigge nysgerrigt på sig selv og få blod på tanden til at tage livtag med volden. Og i dette respektfulde rum kan der ske store forandringer, ja, ofte sker der faktisk det, at fredeligt ståsted i livet.
Ditte Brorson er psykolog og medstifter af Institut Mod Vold
