Spæd- og småbørn, hvad de husker og oplever, når der er vold i familien.

Hvordan det at leve med vold i familien påvirker småbørn

Denne tekst er skrevet af Psykolog Maria Nannestad, og er et udtryk for hendes faglige perspektiver og forståelser. Teksten er skrevet med udgangspunkt i egen oversættelse af citater fra bogen ”Don’t hit my mommy. A manual for Child-Parent Psychotherapy With Young Children Exposed to Violence and Other Trauma” (ZERO TO THREE, 2015 anden udgave), med mindre andre referencer er nævnt.

At være vidne til vold, eller selv at blive udsat for vold, slår revner i barnets tillid til, at deres trivsel har nogen betydning, og at de voksne vil passe på dem og beskytte dem (1).

Tre overbevisende fakta, som peger på, hvorfor vi skal sætte fokus på, hvordan det at leve med vold påvirker børn og udgør et særligt ødelæggende tidligt traume:

• Der er chokerende mange småbørn, som oplever vold i deres familie
• Oplevelser med vold har vidtrækkende negativ betydning for børnenes trivsel og udvikling
• Der hersker en vedvarende og udbredt misforståelse blandt den generelle befolkning såvel som professionelle om, at små børn er iboende resiliente og ikke husker tidligere traumer (2).

Data viser desværre noget andet. Der foreligger i dag meget overbevisende evidens for at fostre, spædbørn og små børn husker hvad de oplever, og de viser os, hvad de har lært af deres erfaringer via deres krop (fysiologiske profiler), den emotionelle kvalitet af deres relationer og deres tilgang til udfordringer og udforskning af deres omverden såvel som deres generelle indlæring. Jo yngre barnet er, når de er vidner til eller udsættes for vold, desto større psykologisk risiko udsættes de for (2).

Bowlby sagde i en forelæsning i 1988:” Violence breeds violence, violence in families tend to perpetuate itself from one generation to the next”. Også nyere statistiker og forskning bakker op om dette triste faktum, og det er derfor afgørende, at professionelle støtter familier med at bryde voldsarven (3).

Den amerikanske psykiatriske sammenslutning undersøgte effekterne af vold og konkluderede: ”Interpersonal violence, especially violence experienced by children, is the largest single preventable cause of mental illness. What cigarette smoking is to the rest of medicine, early childhood violence is to psychiatry” (www.nctsn.org)(3).

Det at være vidne til vold i familien, er ligeså forvirrende og ødelæggende som selv at blive udsat for vold. Det er vigtigt at slå fast, at spæd- og småbørn også oplever og husker vold, der har fundet sted, imens de har sovet (Graham, Alice (2013). What Sleeping Babies Hear: An fMRI Study of Interparental Conflict and Infants’ Emotion Processing. I Psychol Sci. 2013 May 1; 24(5): 782–789.). Det er vigtige opmærksomheder, fordi vi også ved, at vi med tidlige indsatser kan hjælpe småbørn og deres forældre med at bryde voldsarven. Et andet vigtigt, men også hjerteskærende faktum er, at børn i alle aldre, også fostre og nyfødte, kan blive ”overførselsobjekt” for deres forældre. Voldsudøver kan fx se barnet som en ”rigtig dreng” når han udviser aggression, og den voldsudsatte kan se barnet som ”voldelig, præcis som sin far/mor”, og begge perspektiver er skadelige for barnet (18-19). I stedet har barnet brug for at aggressionen forstås, som et udtryk for noget der sker indeni barnet, og de har måske også brug for hjælp til at udvikle alderssvarende måder at identificere vrede og øve ikke-aggressive måder at udtrykke vreden/frustrationen på.

Når traumer består af vold i familien, tilføjes der et ekstra lag af kompleksitet, da barnets traumatiske oplevelser hænger sammen med forældrenes, som enten selv har påført børnene vold, og de er oftest selv traumatiserede af volden. Vold er særligt traumatiserende, når det er længerevarende, og når det finder sted i konteksten af nære relationer (21-22).

Spædbørn responderer på vold med sansemotorisk desorganisering og forstyrrelse i kropslige rytmer, fx:

• intens og længerevarende gråd
• manglende responsivitet i forhold til trøst
• bevægelsesudfordringer som flagrende bevægelser, muskulær rigiditet, uro, ophidselse
• spiseforstyrrelser som manglende appetit eller overspisning
• søvnforstyrrelser som svært ved at falde i søvn, hyppige opvågninger om natten, mareridt
• og fordøjelsesproblemer som forstoppelse eller diare uden andre årsager.

Spædbørnene kan dertil fremstå flade og triste i deres følelsesudtryk, ligesom de kan virke ikke-responsive i forhold til alderssvarende stimuli (23).

Tumlinge og førskolebørn kan gøre brug af ”kæmp” eller ”flygt” mekanismer som respons på opfattelsen af farer. Disse mekanismer kan fx involvere uforsigtighed og en tilbøjelighed til at komme ud for ulykker, hæmmet udforskning og tidlig kompetence i egenomsorg. Tumlinge og førskolebørn gør i stigende grad brug af sprog og symbolsk leg til at engagere sig i aktive bestræbelser på, at forstå kausalitet og tillægge deres livserfaringer mening. De tilskriver ofte årsagen til skræmmende oplevelser uforskyldt til sig selv, de bebrejder sig selv når forældrene er vrede, eller når der opstår vold fra en forælder mod en anden. De indre konflikter opstår som følge af selvbebrejdelser og fra at føle sig splittet mellem frygten for sin forælder og længslen efter at være tæt på dem. Mange børn viser deres mistrivsel i eksternaliserende problemer, som aggression, trods og mangel på at lytte til voksnes anvisninger, ligesom mistrivslen kan vise sig i internaliserede problemer som overdreven frygtsomhed og tilbagetrækning. Børn kan også gøre brug af for tidligt udviklede kompetencer og selvbeskyttende adfærd, når de ikke kan forlade sig på deres forældre for at føle sig trygge (23).

Selv meget små børn oplever alvorlige konsekvenser af at leve med vold. Der er en udbredt forståelse for at kvinder der bor på krisecenter ofte responderer på volden på måder der svarer til Post Traumatisk Stress Forstyrrelse (Kvinder-på-kvindekrisecenter_rapport_A4_web.pdf (kvindehjemmet.dk)). Det synes oftere at blive overset, at selv de alleryngste børn kan respondere på vold med selvbeskyttelse og reaktioner, der kan vise sig i lignende symptomer. Posttraumatisk stress i den tidlige barndom viser sig i ved følgende kriterier:

1. Genoplevelse af den traumatiske begivenhed via posttraumatisk leg
2. Undgåelse af påmindelser af traumet ved at undgå mennesker, steder eller aktiviteter
3. Manglende responsivitet eller forstyrrelse af udviklingsfremdrift, som viser sig ved social tilbagetrækning, begrænset rækkevidde af affekt, midlertidigt tab af færdigheder, begrænset leg
4. Øget vagtsomhed som manifester sig ved mareridt, svært ved at falde i søvn, gentagende opvågninger, gentagende søvngængeri, opmærksomhedsvanskeligheder, ”hypervigilance” og overdrevne forskrækkelsesreaktioner (23-24)

Ligesom der hersker en udbredt forestilling om, at småbørn ikke oplever, eller husk den vold de har oplevet, så synes der også at herske mange ideer om, at det ikke er relevant at tilbyde spæd- og småbørn behandling. Når man tager højde for hvor meget spæd- og småbørn husker, og hvor relevant de også med krop, adfærd, ord og i leg viser os, hvordan de responderer på og er påvirkede af volden. Derfor mener jeg, at det i høj grad er relevant at henvise også de yngste børn til behandling, så deres responser forstås og de tilbydes den relevante beroligelse.

Når spæd- og småbørn skal i behandling efter at have levet med vold, er følgende opmærksomheder essentielle, ifølge ”Child-Parent Psychotherapy”:

1. Støtte i at vende tilbage til deres normal udvikling, adaptiv mestring og engagement med nuværende aktiviteter og fremtidige mål

Dette er altid det vigtigste overordnede mål for behandling, for både børn og voksne. Et fokus på genetablering af hverdagens rutiner og et så ”almindeligt” liv som muligt er en vigtig base, for at både børn og voksne kan genetablere tryghed og følelsen af at være i sikkerhed.

2. Øget kapacitet til at respondere realistisk i forhold til trusler/fare

Sikkerhed er baseret på evnen til at evaluere, om en situation kan involvere fare. Børn og voksne der har oplevet voldsomme traumer, har ofte fået forstyrret deres færdigheder i at vurdere og respondere på tegn på fare. De er i risiko for både at overreagere og underreagere.

3. Opretholdelse af regelmæssige niveauer af affektiv arousal

Traumatiske oplevelser forringer ofte menneskers muligheder for at regulere deres egne og andres følelser. Det er væsentligt at støtte børn og forældre i at regulere følelser, da uregulerede følelsesudtryk kan medføre uhensigtsmæssige samspil både i og udenfor familien.

4. Genetablering af tillid til kropslige sansninger

For små børn, for hvem berøring og det at blive rørt ved er essentielle byggesten i sunde relationer til dem selv og andre, er genetablering af tillid til ens egen krop og omsorgspersonens krop en væsentlig komponent i udviklingen.

5. Genetablering af gensidighed i barnets nære relationer

Tab af det trygge fundament er mest ødelæggende konsekvens af psykologisk traume, dens rekonstruktion er essentielt for behandlingen. Tryg tilknytning bygger på omsorgspersonens evne til at respondere kontingent på det lille barns signaler. Det er terapeutens opgave at understøtte samspillet, når gensidigheden mellem forældre og barn ikke er tilstede, ved at hjælpe dem med igen at forstå hinandens perspektiver.

6. Normalisering af traumeresponser

Voksne der har været udsat for traumatiske oplevelser, er ofte bekymrede for, at de er ”skøre”, men børn nærer desværre ofte fantasier om, at de er ”dårlige” og ”uelskelige” når deres adfærd fremkalder negative responser fra andre. Både barn og forældre kan have dårlig samvittighed over, at de ikke kunne forhindre volden, de kan også have dårlig samvittighed over, at de tænker på nogle af de voldsomme oplevelser igen og igen, ligesom de kan have det forfærdeligt med at have fantasier om hævn. Terapien skal etablere en meningsfuld ramme at forstå traumeresponserne på og validere legitimitet og det almenmenneskelige ved traumeresponser, og på de ressourcer der altid ligger bag responserne.

7. Øget differentiering mellem at genopleve og at huske

At blive overvældet af genoplevelser, af traumatiske minder, er en ofte forekommen traumerespons. For børn manifesterer det sig ofte i gentagende genopførelse af de traumatiske scener enten via handling eller gennem leg. I terapien skal fornemmelsen af forskellen på datid og nutid udvides (28-31).

Tryghed og tillid skal med andre ord reetableres for både det lille barn og deres forælder. Det er betydningsfuldt, at den forælder der har udøvet volden, støttes i at tage reelt ansvar for volden, og at de lærer at håndtere frustration og aggression på ikke voldelige måder. Det er desværre ikke altid, at voldsudøver har tilstrækkelig motivation herfor, og/eller kan gennemgå den påkrævede udvikling. I de tilfælde må behandlingen sikre psykologisk sikkerhed ved på anden vis at sikre barnet en opvækst uden vold, ligesom man i behandlingen må fokusere på at styrke relationen imellem den ikke voldelige forældre og barnet. Forud for behandlingen er det væsentligt at kortlægge barnets traumehistorie (også hvis der har været andre svære livsvilkår end volden) og responser herpå. Det er behandlerens opgave sammen med forælderen at forstå det lille barns udtryk, og via terapien arbejde med ovenstående opmærksomheder og samtidigt øge forældrenes og barnets øvrige betydningsfulde netværks kærlige mentalisering af barnet.