Kursusdag med Josefin Grände (Sverige): At arbejde med seksualiseret vold
Vi har den store glæde at byde velkommen til Josefin Grände, som vil dele ud af sin omfattende viden og mangeårige erfaring med arbejdet med mennesker, der har været udsat for seksualiseret vold – særligt i nære relationer.
Josefin Grände har en kandidatgrad i statskundskab med fokus på køn, vold og medborgerskab. Hun er desuden specialiseret i krise- og traumer, psykoterapeut og supervisor med speciale i seksualiseret vold. Siden slutningen af 1990’erne har hun arbejdet med kønsbaseret vold, med særlig vægt på vold i nære relationer og seksualiseret vold, både i civilsamfundet og i offentlige institutioner.
Josefin arbejder ud fra et intersektionelt perspektiv, hvor magtforhold spiller en central rolle. Hun lægger vægt på, at individuelle responser altid bør forstås i lyset af de strukturer og normer, som præger samfundet.
Ud over sit terapeutiske og undervisende virke har Josefin blandt andet skrevet bogen Utsatt för våldtäkt (2007), der henvender sig til personer, som har været udsat for seksualiseret vold – herunder voldtægt – samt deres pårørende og fagpersoner. Bogen beskriver ofres responser på seksualiseret vold, også efter volden og giver indsigt i, hvordan man kan bearbejde volden og finde veje til bedring. Den indeholder også faktuel viden om lovgivning, forskning, sundhedsvæsen og retssystem i relation til seksualiseret vold.
Hvad får du med dig fra dagen?
- Indsigt i ofres responser på seksualiseret vold – med særligt fokus på seksualiseret vold i nære relationer
- Forståelse for, hvordan magt og samfundsstrukturer påvirker ofres responser på seksualiseret vold
- Konkrete redskaber til at møde og støtte mennesker, der har været udsat for seksualiseret vold, med respekt og værdighed
- Inspiration til at bruge Responsbaseret Praksis i samtalerne med mennesker der har været udsat for seksualiseret vold
- Refleksioner over fagpersonen rolle i arbejdet med seksualiseret vold
Dagen henvender sig til alle faggrupper, der arbejder med eller møder mennesker, som har været udsat for seksualiseret vold – fx i socialt arbejde, sundhedssektoren, psykiatri, undervisning, politi, krisecentre og civilsamfundsorganisationer.