Begrebet Coercive Control er svært at oversætte til dansk. Tilnærmelsesvist kan vi fx kalde det ”tvingende kontrol”.
Coercive Control er en psykisk voldsform, hvor man intentionelt og systematisk forsøger at nedbryde sin partners uafhængighed og frie vilje.
Kontrollen foregår gennem mange store og små regler for (hverdags)adfærd og tænkning, hvor konsekvenserne for at bryde disse ”regler” er så voldsomme og omfattende, at det går hen og bliver et kontrol-regime man lever i.
Coercive Control kan forstås som baggrundstæppet for al anden vold i nære relationer og samtidig er det en voldsform, der nemt går under radaren.
”Coercive control optræder hyppigst gennem komplekse mønstre af strategisk adfærd, der isoleret set ikke virker voldelige og kontrollerende.” (Evan Stark)
Indhold på kurset:
- Introduktion
På dette 1-dags kursus vil vi introducere begrebet Coercive Control primært med udgangspunkt i Evan Starks teori samt Jane Moncton-Smiths teori og forskning.
- Afdækning
Vi vil præsentere forskellige måder at afdække Coercive control på, som blandt andet kan være en hjælp, når volden skal beskrives til 3. part – fx kommunen, politi og familieretshus.
Og så vil vi dykke ned i, hvordan man kan arbejde med både mennesker der bliver udsat for coercive control og mennesker der udøver coercive control.
Kurset veksler mellem teoretiske oplæg, cases og diskussioner samt praktiske øvelser.
Målgruppe:
Kurset henvender sig til alle faggrupper; krisecenterpersonale, socialrådgivere/sagsbehandlere, psykologer, psykoterapeuter, rådgivere, privat praktiserende læger, psykiatere, politi og andre fagfolk, der arbejder med vold i nære relationer.
Varighed:
1 dag, kl. 9.00-16.00
Forplejning:
Kurset er inklusiv let morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe/the & kage