Voldsramt kvinde: Meningen var, at jeg skulle bygges op. I stedet er jeg blevet nedbrudt endnu mere
Af Sara Svane, cand.pæd.pæd.psyk. og medstifter af Institut Mod Vold
Denne Kronik er en personlig beretning fra en kvinde, der har haft et forløb i en efterværnsgruppe hos Lev Uden Vold, hvor jeg er gruppeterapeut. Gruppen er for mennesker, der er blevet udsat for vold fra en nærtstående person, oftest fra en partner.
Kvinden vil gøre opmærksom på den retraumatisering, der alt for ofte sker, når man har været udsat for vold og møder det kommunale system. Her er hendes historie:
Jeg har været i et forhold, hvor min eksmand i over 20 år udøvede psykisk vold mod mig. Det eskalerede i perioder til også at være fysisk vold. Desværre brød jeg ud af forholdet alt for sent. Og til min store sorg har mine børn oplevet den giftige atmosfære, der var i vores hjem. De var teenagere/unge voksne, da jeg blev skilt fra deres far.
Kort tid efter vi flyttede fra børnenes far, sagde min søn: »Mor, det var et godt sted, du fandt. Her kan vi være os selv og være i fred«.
Jeg har en god uddannelse og har været på arbejdsmarkedet i mange år. Mit arbejde er en stor del af min identitet. Det er vigtigt for mig at sige, så I ved, at jeg ikke altid har været ude af stand til at arbejde. Men volden har skadet mig, og følgevirkningerne af volden har presset mig ud af arbejdsmarkedet.
Jeg er langtidssygemeldt, men formodentlig kunne jeg nu have været i arbejde, måske i fleksjob, hvis jeg ved første sygemelding var blevet mødt af mennesker, der forstod mig og havde specialviden om partnervold.
Jeg har oplevet, at det system, jeg troede ville hjælpe og støtte mig, desværre gjorde det modsatte. Jeg har heldigvis mødt flest ordentlige, empatiske og fagligt dygtige sagsbehandlere og andre fagpersoner, men jeg har desværre også mødt nogle, der mildest talt forværrede min situation og mit helbred. Én sagsbehandler hævede stemmen og rystede på hovedet ad mig, en anden fægtede med armene og trak sine meninger ned over mig.
Sådanne væremåder går lige i mit system og koster efterfølgende flere måneders søvnløse nætter, mareridt og uro indeni. Det kan også være små og udefra set helt uskyldige ting, der trigger traumerne. Jeg er blevet allergisk over for bestemte stemmer og blikke. Og jeg mærker pludselig fortiden vælte ind over mig.
Jeg får erindringer om min eksmands lange monologer, om, hvor forfærdelig han syntes, jeg var. Kritikken og monologerne om, at alt var min skyld, fylder mere i mig, end når volden eskalerede til også at være fysisk. Han sagde bl.a., at jeg var en dårlig rollemodel for børnene.
Ved de lange monologer havde jeg det, som om han havde slynget mig rundt i en centrifuge, og til sidst vidste jeg ikke, hvad jeg selv mente, og hvad der var op og ned. I starten argumenterede jeg imod, men til sidst brød jeg helt sammen. Så skældte han mig ud, fordi jeg græd, og sagde, at jeg jo måtte vide, at børnene blev bange.
I lange perioder ignorerede han mig og lod nærmest, som om jeg ikke eksisterede, det var, som om han ulmede af vrede indeni.
Og så kom skiftet. Det kunne komme på et splitsekund, og så kom han truende og buldrende gennem huset. Jeg kan stadig høre det. Det glødede ud af ham, at han havde lyst til at gennembanke mig, og han kunne brøle mig højt ind i hovedet, mens han holdt mig hårdt fast op ad væggen.
Det skete også, at han slog ud efter mig, sparkede eller kastede ting i hovedet af mig. Mange gange var det ’bare’ trusler med en knyttet næve holdt foran mig, men frygten for, hvad det kunne ende med, var der altid.
Det var det værste, at bo sammen med en mand, jeg var bange for, og at det gentog sig i en uendelighed i så mange år.
Vi havde også forholdsvis gode perioder, hvis man kan kalde dem gode. For de var svært belastet af, at jeg altid var bange for, hvornår det vendte igen, og jeg brugte meget energi på at have ’antennerne ude’ og aflæse hans humør.
Han var som to personer i ét menneske. Enten var han i godt humør, glad og charmerende, og han fortalte mig, at han ville være godt dum, hvis han ikke holdt fast i mig, eller også var han det modsatte: meget vred, fordømmende og kaldte mig møgkælling, fede dyr, en nar m.m.
Han kunne med foragt i stemmen kalde mig det samme navn som en, vi kendte, der var indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Selv måden, jeg spiste på, var helt forkert, og han efterlignede mig på en karikeret måde, mens børnene sad og så på det. Han blev ofte jaloux på børnene og bebrejdede mig og sagde, at jeg ikke elskede ham ubetinget på samme måde. Han sagde, hvad jeg mente og følte.
Jeg ville ønske, at jeg havde magtet at forlade min eksmand mange år tidligere, men samtidig er jeg taknemlig for, at mine børn ikke blev udsat for at skulle bo alene med ham.
Vi var givetvis blevet en højkonfliktskilsmissefamilie, hvor min eksmand kunne have fortsat den psykiske vold. Jeg forestiller mig, at vi kunne have ’sam-overarbejdet’ og f.eks. siddet og drukket kakao på en café, børnene og jeg med rystende hænder og ’mursten’ i maverne.
Jeg ville ønske, at nogen havde set, hvor slemt det stod til hjemme hos os, og at vi havde fået hjælp – vel at mærke den rigtige hjælp fra fagfolk med specialviden.
Min frygt var, at systemet ikke ville være i stand til at hjælpe mig og børnene, men presse os til samvær og samarbejde, uden blik for at et samarbejde ikke er muligt med den, der har gjort dig fortræd, og dermed indirekte også har gjort dine børn fortræd.
Jeg kunne ikke finde ud af at bede om hjælp. Det føltes skamfuldt. Volden blev på en måde uvirkelig i de perioder, hvor det gik godt, og når det gik dårligt, havde jeg ikke kræfterne til at bryde ud. Jeg håbede for længe på, at kærligheden ville overvinde alt.
Efter de mange år med min voldelige eksmand er min krop i alarmberedskab, og jeg har en konstant uro indeni.
Jeg sover dårligt om natten og har tilbagevendende mareridt. Jeg drømmer bl.a., at jeg er i en krigszone, samtidig med at jeg skal passe på mine små børn. De mange år med antennerne ude har slidt på mig og gjort, at jeg er mere end almindeligt træt og udmattet.
Jeg får nemt trigget svære traumefølelser, fra da jeg boede med børnenes far. F.eks. når jeg møder mennesker med et lignende kropssprog og attitude. Når folk er manipulerende og belærende, og hvis jeg føler mig ydmyget eller ignoreret.
Volden fik mig til at tvivle meget på mig selv. Tvivlen kan stadig overmande mig med tanker, der kredser om, hvorvidt det virkelig var så slemt, og om det bare var mig, der var helt forkert. Det sker f.eks. når nogen sår tvivl i mig. Det kan være fagpersoner uden specialviden om vold, der mener, at alt sker i et samspil – også vold.
Min sagsbehandler taler om virksomhedspraktik og ressourceforløb. Det stresser mig og gør mig meget urolig og bange. Min læge, psykolog og andre fraråder det. Min læge anbefaler, at jeg får helt ro fra systemet, og har skrevet, at der er risiko for forværring, hvis jeg presses yderligere. Men jeg har fået at vide på jobcentret, at de godt må presse mig på trods af min læges vurdering.
For kort tid siden var jeg til et rehabiliteringsmøde for at finde ud af, hvad der nu skulle ske. Det var et koldt og sterilt lokale, hvor der sad fem helt fremmede mennesker ved et meget langt bord med stor corona-afstand mellem sig.
Jeg var forberedt på, at der ville være fire fremmede fagpersoner, men få skridt før jeg går over dørtrinnet til lokalet, får jeg at vide, at der sidder fem derinde. Der er en, der skal se, hvordan et rehabiliteringsmøde foregår. De fire andre har læst alt om mig, og nu skal de bestemme min fremtid. De holder mit liv i deres hænder. Sådan tænkte jeg.
Min krop stivnede, lige inden jeg gik ind i lokalet. Jeg blev anvist en stol i midten over for dem.
De kiggede og smilede, men der var en tung atmosfære. Nu skulle jeg svare på spørgsmål fra rehabiliteringsteamet på skift. Jeg fornemmede hurtigt, at nogle af dem var provokeret af sundhedspersonalets formulering om fred og ro.
Behandlerne skriver ikke førtidspension i vurderingerne, for det ved de godt, de ikke må. Selv om de mener, at det er det, som er nødvendigt, for at jeg kan hele mine traumer og ikke få mit helbred yderligere forværret, som det ser ud lige nu.
Jeg kunne nærmest ikke mærke mig selv til mødet. Det føltes uvirkeligt, og jeg så ligesom mig selv oppefra. Jeg forsøgte at besvare spørgsmålene så godt, jeg kunne. De måtte ikke tro, jeg er dum. Men jeg tabte tråden og glemte, hvad jeg var ved at sige. Jeg fornemmede, at de vidste bedre end mig selv og også bedre end min læge, der har kendt mig i mange år.
Jeg kiggede efter hjælp hos min venlige og rolige sagsbehandler, men min fornemmelse var, at hun heller ikke havde noget at skulle have sagt. Det var de fire mennesker, der ikke kendte mig, der havde magten over min fremtid.
Jeg rystede indeni, da jeg gik fra mødet. Det blev tre års ressourceforløb. Rehabiliteringsteamet mener, at min arbejdsevne skal afklares yderligere, og at den kan udvikles. De siger noget med, at sådan er lovgivningen. Jeg mærker følelsen af magtesløshed. Kroppen kender følelsen. Oplevelsen klistrer sig til de gamle traumer.
Man vil udvikle min arbejdsevne, samtidig med at jeg er i et system/’magtrelation’, som jeg ikke tåler at være i. Når man har levet så mange år i et voldeligt forhold, tåler man ikke den slags møder. Men man har ikke noget valg, man skal deltage, fik jeg at vide. Jeg følte mig nøgen og helt blottet til det møde. Udsat og afmægtig – ligesom da jeg boede sammen med børnenes far.
Jeg er samtidig lettet over, at de synes, jeg er værd at hjælpe. Førtidspension ville have været en stor sorg for mig.
Jeg ville ønske, at jeg ved første sygemelding var blevet mødt på en måde, der havde bygget mig op og støttet mig i stedet for at nedbryde mig yderligere. Det pres, der pålægges sygemeldte i jobcenterregi, tåles meget dårligt af voldsramte og tidligere voldsramte. Det er følelsen af igen at være underlagt og afhængig af nogen, som har magten over én. Jobcentres bundne dagsorden, regler og magt er som gift for éns system.
Jeg ville ønske, der var mulighed for et mere sikkert og trygt fundament i ressourceforløbet, så man ikke føler sig stigmatiseret og får yderligere bekymringer, der skaber angst og uro. Føler mig udstødt og længere væk fra arbejdsmarkedet end nogensinde. Vished og et trygt fundament ville være helende på vejen mod en – forhåbentlig – tilknytning til arbejdsmarkedet igen.
Jeg håber, at jeg kan få helet mine traumer yderligere, så jeg igen kan bidrage med det, jeg kan, til samfundet. Jeg går nu i en efterværnsgruppe hos Lev Uden Vold og får god og professionel støtte. Mine voksne børn og jeg nyder at være sammen uden at være bange for deres fars humørsvingninger og vold. Nu kan vi trække vejret frit og uden frygt.
Jeg ønsker med denne tekst at gøre opmærksom på den retraumatisering, der sker for mange voldsramte og tidligere voldsramte, når de møder det kommunale system. For mit vedkommende gennem beskæftigelsessystemet.
Jeg er glad for, at jeg ikke er opgivet af systemet, og taknemlig over, at jeg igen har fået en empatisk og fagligt dygtig sagsbehandler. Samtidig er jeg fyldt af frygt over, hvad selve det ’at være i systemet’ bringer. En blanding af håb og håbløshed. Uvisheden i systemet er væmmelig at være i, og jeg tåler ikke flere retraumatiseringer.
